getbetterblog

getbetterblog

Bloggens mission

På denne blog kan du finde inspiration til stresshåndtering, trivsel og sportscoaching. Det er alle områder, som jeg arbejder med til hverdag. Der vil være øvelser, som du selv kan bruge til at forbedre din trivsel.

Seks gode råd mod stress

coachingPosted by Eva-Andrea Erichsen Mon, August 31, 2015 13:00:51

-De ”Guldkorn” mod stress

Der er utrolig mange råd derude til, hvordan du forebygger stress. Nogle råd er bedre end andre. Dette indlæg handler om ”guldkornene” mod stress. Guldkornene er seks råd, som er skabt efter årtiers forskning i, hvordan du forebygger stress på arbejdspladsen.

Rådene er samlet af Det Nationale Forskningsråd for Arbejdsmiljø, i dette indlæg omsætter jeg de seks guldkorn til konkrete råd og spørgsmål, som du kan anvende.

De seks guldkorn


Krav

Kontrol/indflydelse

Social støtte

Forudsigelighed

Mening

Belønning

Krav
På enhver arbejdsplads er der krav til dit arbejde. Kravene skal hverken være for høje eller for lave. Dit arbejde skal hverken være for svært eller for let. Man skal vide, hvornår arbejdet er fuldført og nok er nok.
Hvad er kravene til dit arbejde? Er der klare krav? Er du klar over, hvornår nok er nok? Det er tre vigtige spørgsmål, som du skal spørge dig selv om og arbejde med.

Indflydelse/kontrol
Indflydelse og kontrol handler om, hvor meget indflydelse og kontrol du har i løbet af arbejdsdagen og i forhold til dine arbejdsopgaver.

Har du indflydelse og kontrol over din arbejdstid? Har du f.eks. flekstid, hjemmearbejdsdage, kan kunder og kollegaer ringe/ eller skrive til dig altid?
Det kan være en god idé, at sætte grænser og regler op. Så du kan føle en forskel på, når du har fri og når du er på arbejde. Samtidig kan flekstid og hjemmearbejdsdage være en god idé, for at skabe en fleksibel hverdag.

Har du indflydelse på hvem du arbejder sammen med? Har du indflydelse på valg af redskaber, procedurer, arbejdets tilrettelæggelse, arbejdsstedets indretning?

Social støtte
Social støtte kan være en god kæreste, mand, kone, kollega, familie eller chef. Det er vigtigt, at du taler med dine omgivelser om stress.
Du kan give en person, som du stoler på retten til, at give dig et ”timeout kort”. Når personen giver dig ”timeoutkortet”, skal du bogstavelig talt sætte dig ned og tage dem seriøst. Du skal lægge din computer, mobil samt alle dokumenter væk og lytte til, hvad der bliver sagt. Er du ved, at blive fanget ind af stressen?

Mening
Giver dit arbejde dig mening, er du mindre sårbar overfor stress. Stil dig selv spørgsmålene:

Kan du se meningen med dit arbejde/arbejdsopgaver?

Kan du sætte din arbejdsopgaver ind i en større helhed eller sammenhæng?

Hvad gør du af forskel for projektet, brugerne, kunderne eller firmaet?

Disse spørgsmål kan gøre dig opmærksom på, hvilken mening og forskel, som du er med til at skabe med din arbejdsindsats.

Forudsigelighed
Forudsigelighed giver ro i hverdagen. På mange arbejdspladser er der mange uforudsigelige faktorer f.eks. hvis man arbejder med mennesker. Prøv at skab et ugeskema eller kalender med faste aftaler og punkter. Uforudsigelighed skaber stress og forudsigelighed forbygger stress. Derfor er det vigtigt, at holde fast i forudsigelige faste aftaler.

Belønning
Det er vigtigt, at der er belønning, for den indsats, du eller dine ansatte lægger for dagen. En god belønning giver god motivation. Belønningen kan være løn, anseelse og påskønnelse. Det kan også være muligheden for udvikling og karriere i forbindelse med jobbet.


God fornøjelse med de seks guldkorn

Eva-Andrea, Psykolog, tlf: 2714 9437

www.getbetternow.dk