getbetterblog

getbetterblog

Bloggens mission

På denne blog kan du finde inspiration til stresshåndtering, trivsel og sportscoaching. Det er alle områder, som jeg arbejder med til hverdag. Der vil være øvelser, som du selv kan bruge til at forbedre din trivsel.

Hvad er kognitiv coaching?

coachingPosted by Eva-Andrea Erichsen Fri, December 12, 2014 13:07:50

-hvilke elementer består et coaching forløb af?

Jeg arbejder med kognitiv coaching på daglig basis. Men de fleste har ikke hørt om det før. Derfor er de nysgerrige efter at finde ud af, hvad det er. Dette indlæg belyser, hvordan man arbejder med kognitiv coaching og hvordan man mere generelt arbejder med den kognitive tilgang.

Når man går i gang med et coaching forløb, kan det være som at opdage nyt land. Det er spændende, men det kan også være udfordrende.

Dette er en kort introduktion til, hvordan et kognitiv coaching forløb ser ud og hvilke elementer, det er bygget op af. Når jeg har mennesker i forløb, uanset om det er i forhold til stress, angst, selvværdsproblemer eller sportscoaching, så anvender jeg den kognitive tilgang.

Det betyder, at det er klienten, som bestemmer dagsordenen. Vi arbejder med et konkret mål, og der vil være hjemmearbejde! Vi arbejder med tankeomstrukturering, adfærdseksperimenter og registrering af adfærd. Disse forskellige elementer vil blive uddybet nedenfor.

Hvor skal vi hen?
Når et menneske kommer til mig, er der noget i deres liv, som de gerne vil lave om på. Der er noget, som de gerne vil være bedre til at håndtere. Der er det konkrete mål, vi indretter samtalerne og hjemmearbejdet efter. Når der er et mål, er der også delmål og skridt, som skal tages for at komme hen til det overordnede mål. Jeg hjælper, støtter og opmuntrer mine klienter til at tage disse skridt.

Din dagsorden
Ved hver samtale, er der en dagsorden, som du bestemmer. Dagsordenen har oftest forbindelse til det overordnede mål, som vi har sat for forløbet. Dog kan der være forskellige andre elementer, som fylder på dagen for samtalen. Derfor kan disse ”påtrængende” elementer være relevant at tage op og arbejde med. Det vigtigste er dog, at dagsordenen er din, og at det er dig, som bestemmer, hvad vi arbejder med.

Registrering af adfærd
Registrering af adfærd er ofte en del af et kognitivt coaching forløb. Hvis man arbejder med angst, skal man f.eks. hjem og registrere, hvilke situationer man bliver angst i/oplever angsten. Man skal skrive ned, hvilke tanker der dukker op i situationen, hvilke følelser, hvilke kropslige fornemmelser og hvilke handlinger den situation udløser. Det vil give et overblik over angsten. Det giver et billede af, hvilke mønstre der er i forhold til situationerne, hvor den opstår.

Derved kan man bedre arbejde med angsten uanset hvilken en slags angst, der er tale om.

Det kan også være, at man får til opgave at registrere sin egen positive adfærd, som hjælper og støtter en med at nå sit mål. Dette kaldes ofte at skrive positiv dagbog. I den positive dagbog registrer man positive oplevelser i forhold til det område og mål man arbejder hen imod. Det kan være, at man skal lære at rose og anerkende sig selv.

Registrering af adfærd kan således i praksis ske på forskellige måder, og den registrering er et meget vigtigt og stærkt redskab i et coaching forløb.

Tankeomstrukturering
Tankeomstrukturering er endnu et vigtigt redskab i vores værktøjskasse, og det er en af grundstenene indenfor den kognitive tilgang. Det handler om, at gå fra negative automatiske tanker til mere hensigtsmæssige og positive tanker. Vi arbejder sammen om, hvilke tanker der kunne være mere hensigtsmæssige for dig. En del af hjemmearbejdet kan være, at anvende diss

e nye positive tanker i situationer, hvor dine automatiske negative tanker bliver aktiveret. Det kan være en god idé at skrive dem ned, så du har dem klar, når de er relevante at anvende.

Adfærdseksperimenter
Adfærdseksperimenter er, når man skal afprøve nogle situationer, fordi det kan bringe dig tættere på dit mål. Der skal være noget på spil i de adfærdseksperimenter, du skal udføre. Under vores samtaler forbereder vi adfærdseksperimenterne sammen, så du er så godt forberedt som muligt inden du går i gang. Har du eksempelvis en fobi for elevatorer, kan dit overordnede mål være, at du skal kunne tage en tur i en lille trang elevator uden at opleve angst. Et skridt på vejen mod turen i elevatoren, og en del af et adfærdseksperiment kan være, at du kigger ind i en elevator, - og måske tager et skridt ind og ud igen uden at tage elevatoren for alvor.

Hjemmearbejde
Samtalerne i et coaching forløb er begyndelsen, og første skridt i en positiv udvikling. Mellem samtalerne ligger dit hjemmearbejde. Det er i hjemmearbejdet, du skal prøve noget nyt af, gøre noget på en ny måde, bruge tankeomstruktureringerne, udføre adfærdseksperimenter og se, hvordan det fungerer.

Under vores samtaler aftaler vi helt konkret dit hjemmearbejde, som du har lyst til at gå hjem og udføre. Vi forbereder hjemmearbejdet sammen, så godt vi kan. Vi følger op og taler om, hvordan det er gået ved næste session.

Dette indlæg er en kort introduktion til den kognitive tilgang. Hvis du vil læse mere kan jeg anbefale bogen ”Kognitiv coaching” af Henriette Oestrich. Det er en forholdsvis let tilgængelig bog. Nogle af elementerne som den behandler, vil du dog allerede kende til via dette eller andre indlæg på bloggen.
Du kan også læse mere om et konkret kognitivt coaching forløb på min hjemmeside www.getbetternow.dk

Eva-Andrea V. Erichsen, Psykolog hos GetBetterNow

www.getbetternow.dk

Tlf: 2714 9437





Et spændende interview

coachingPosted by Eva-Andrea Erichsen Sat, November 15, 2014 11:38:04

-med "Iværksætterpodcasten"

Igår kom en ny episode ud med "Iværksætterpodcasten"med vært Nicki Friis. Det er en podcast jeg tidligere har hørt en del, for der er masser af inspiration og gode råd at hente. Denne uge var anerledes, for nu var det mig, som gav gode råd og inspiration til alle lytterne.
Det var rigtig sjovt at være med og Nicki er en god vært. Så vil du vide lidt mere om mig, mit firma GetBetterNow eller have viden om, hvordan det er at være iværksætter, så lyt her: http://ivaerksaetterpodcast.dk/evaandrea/

God fornøjelse med inspirationen

Eva-Andrea Erichsen, psykolog hos GetBetterNow

www.getbetternow.dk

Tlf: 2714 9437






Hvad betyder negative/positive tanker?

coachingPosted by Eva-Andrea Erichsen Mon, November 03, 2014 17:47:01

-øvelse i kognitiv coaching

I dette blogindlæg kommer en kort introduktion til den kognitive metode og en kort kognitiv coaching øvelse, som kan forbedre din performance.

Jeg anvender kognitiv coaching, når jeg står overfor mine klienter. Jeg anvender denne tilgang, fordi den er så utrolig effektiv og derfor opnår vi hurtigt en forandring. Efter bare et par sessioner eller øvelser, kan du påbegynde positive ændringer og være i gang med at nå dit mål.

Hvad betyder kognitiv?

Begrebet kognitiv lyder lidt mærkeligt, hvis du ikke har hørt det før. Men det betyder bare, at tænke, erfare og opfatte. Måden du opfatter en situation på, kan være vidt forskellig afhængigt af, hvordan du tænker og hvad du fokuserer på. Videoen nedenfor er et eksempel på det. Se den, før du læser videre.

http://www.youtube.com/watch?v=Ahg6qcgoay4

Videoen illustrer, at du ikke kan fokusere på alt på én gang og at du kan ændre sit fokus. Ved kognitiv coaching ændrer vi også dit fokus ved bl.a. måden du tænker på. Det kaldes ”tankeomstrukturering”. Vi går fra negative automatiske tanker til positive tanker, som kan hjælpe dig i den pågældende situation. Ved at ændre på tankerne, tror man på, at man også kan ændre følelserne, handlingerne og personenes kropslige fornemmelse. Vi arbejder med den kognitive diamant, som er illustreret nedenfor.

Den negative vs. positive diamant-øvelse

Du kan "tankeomstrukture" på mange forskellige måder. Men det handler altid om, at gå fra en negativ og uhensigtsmæssig tankegang til positive og hensigtsmæssige tanker.

Dette er den kognitive diamant, som jeg anvender til coaching forløb

Denne øvelse kan være første skridt til, at ændre dit fokus og dine tanker.

Øvelse: Du skal tænke på en situation, hvor du skulle præsterer. Først en situation hvor det gik dårligt, og du ikke opnåede det du ville. Derefter skal du tænke på en positiv situation, hvor du præsterede som du gerne ville. Følg instruktionen nedenfor

1. Tegn den kognitive diamant nedenfor. Udfyld den kognitive diamants fire hjørner set ud fra en negativ situation med negative følelser. Du skal skrive de negative tanker, negative følelser, negative kropslige fornemmelser og negative handlinger.
Det kan være svært, at udfylde alle fire hjørner, men du udfylder, hvad du kan.

2. Derefter skal du udfylde den kognitive diamant ud fra en positiv situation, hvor du lykkes og havde positive følelser. Du skal skrive positive tanker, positive følelser, positive kropslige fornemmelser og positive handlinger.

3. Formålet med denne øvelse: Du skal reflektere over, hvad positive/ negative tanker og fokus gør ved dig. Denne refleksion kan være første skridt i en udvikling hen imod et mere positivt fokus, flere positive tanker, bedre opgaveløsning, samt mere glæde og succes.

Dette indlæg er blot en ultrakort introduktion til den kognitive tilgang. Senere blogindlæg vil uddybe denne tilgang endnu mere og der vil komme flere øvelser. Du kan læse mere om, hvad jeg laver i det daglige på www.getbetternow.dk Jeg tilbyder både 1:1 forløb og workshops i performance.

God fornøjelse med den kognitive diamant

Eva-Andrea V. Erichsen, psykolog hos GetBetterNow

www.getbetternow.dk

Tlf. 2714 9437





Husk succerne

coachingPosted by Eva-Andrea Erichsen Tue, October 28, 2014 19:24:38
-lær af dem og skab mere succes

Kan du stadig huske alle de negative oplevelser, du har haft? Kan du huske da nogen talte grimt til dig og da du blev forbigået, mens kollegaen blev forfremmet? Kan du huske, da der var lang kø eller da du ikke nåede bussen?

Dette blogindlæg handler om, hvad der sker, når man fokusere på succeserne og hvad det kan gøre for ens trivsel. Indlægget afsluttes med en konkret øvelse, alle kan bruge.
Ofte når jeg står overfor mennesker, husker de mest tydeligt alt det negative. Vi er ofte trænede i et negativt fokus qua vores arbejde og uddannelse. Vi er trænede i at finde fejl og mangler. Det kan også være godt i nogle situationer, men det negative fokus kan også være utrolig ødelæggende. Det gør, at man går glip af og glemmer alle succeserne og de positive oplevelser.
Alle disse succeser og positive oplevelser skal vi huske, fordi det øger velvære, sænker stress og skaber endnu mere succes. Med det positivt fokus vil vi gerne vende verden på hovedet og fokusere på alt det som lykkes og skabe mere af det. Ved alle de sessioner jeg har med folk, fokuserer jeg altid på det de lykkes med og de styrker, som vi alle indeholder. Ligegyldig hvor stor en problemstilling en klient har, indeholder klienten også styrker samt situationer, hvor tingene er lykkes og der har været succeser. Det kan være en succes oplevelse, når man når sit mål på toppen af bjerget.

Man kan skabe velvære og trivsel hos en klient, en hel afdeling eller i et helt firma, hvis man får fokus på succeserne. Dette gøres f.eks. ved, at skrive positiv dagbog eller gøre succeshistorier til en del af den faste dagsorden på teammøder, afdelingsmøder eller lignede. Det tager blot tre - fem minutter dagligt. Der er ”return on investment” på de par minutter.

Succeshistorier på din personlige dagsorden

Når du sætter succeshistorier på din egen personlige dagsorden, hvad sker der så? Denne øvelse har til formål, at sætte succeshistorierne på din daglige dagsorden. Det er en kort øvelse, som skal tage max fem minutter og træne dig i det positivt fokus.

”Skift fokus-øvelse”
1. Hvad har lykkes for dig den seneste uge?
2. Hvorfor lykkes det?
3. Hvordan kan du lære af det i fremtiden?

Sæt fem-ti minutter af til denne øvelse, det kan være før du skal sove, når du sidder i toget eller bilen på vej hjem fra arbejde, når du går tur med hunden eller i en anden situation, som passer dig.
Hav spørgsmålene med i begyndelsen, efter et par gange kan du huske dem udenad. Vi har alle dårlige dage og bekymringer, men denne øvelse kan anvendes til at skifte fokus. Med denne øvelse træner du fokus på det positive. Når du fokusere på det positive, vil det også vokse.

God fornøjelse med denne ”fokus-træning”

Eva-Andrea, psykolog hos GetBetterNow

www.getbetternow.dk

Tlf: 2714 9437


« Previous