getbetterblog

getbetterblog

Bloggens mission

På denne blog kan du finde inspiration til stresshåndtering, trivsel og sportscoaching. Det er alle områder, som jeg arbejder med til hverdag. Der vil være øvelser, som du selv kan bruge til at forbedre din trivsel.

Hvad er kognitiv coaching?

coachingPosted by Eva-Andrea Erichsen Fri, December 12, 2014 13:07:50

-hvilke elementer består et coaching forløb af?

Jeg arbejder med kognitiv coaching på daglig basis. Men de fleste har ikke hørt om det før. Derfor er de nysgerrige efter at finde ud af, hvad det er. Dette indlæg belyser, hvordan man arbejder med kognitiv coaching og hvordan man mere generelt arbejder med den kognitive tilgang.

Når man går i gang med et coaching forløb, kan det være som at opdage nyt land. Det er spændende, men det kan også være udfordrende.

Dette er en kort introduktion til, hvordan et kognitiv coaching forløb ser ud og hvilke elementer, det er bygget op af. Når jeg har mennesker i forløb, uanset om det er i forhold til stress, angst, selvværdsproblemer eller sportscoaching, så anvender jeg den kognitive tilgang.

Det betyder, at det er klienten, som bestemmer dagsordenen. Vi arbejder med et konkret mål, og der vil være hjemmearbejde! Vi arbejder med tankeomstrukturering, adfærdseksperimenter og registrering af adfærd. Disse forskellige elementer vil blive uddybet nedenfor.

Hvor skal vi hen?
Når et menneske kommer til mig, er der noget i deres liv, som de gerne vil lave om på. Der er noget, som de gerne vil være bedre til at håndtere. Der er det konkrete mål, vi indretter samtalerne og hjemmearbejdet efter. Når der er et mål, er der også delmål og skridt, som skal tages for at komme hen til det overordnede mål. Jeg hjælper, støtter og opmuntrer mine klienter til at tage disse skridt.

Din dagsorden
Ved hver samtale, er der en dagsorden, som du bestemmer. Dagsordenen har oftest forbindelse til det overordnede mål, som vi har sat for forløbet. Dog kan der være forskellige andre elementer, som fylder på dagen for samtalen. Derfor kan disse ”påtrængende” elementer være relevant at tage op og arbejde med. Det vigtigste er dog, at dagsordenen er din, og at det er dig, som bestemmer, hvad vi arbejder med.

Registrering af adfærd
Registrering af adfærd er ofte en del af et kognitivt coaching forløb. Hvis man arbejder med angst, skal man f.eks. hjem og registrere, hvilke situationer man bliver angst i/oplever angsten. Man skal skrive ned, hvilke tanker der dukker op i situationen, hvilke følelser, hvilke kropslige fornemmelser og hvilke handlinger den situation udløser. Det vil give et overblik over angsten. Det giver et billede af, hvilke mønstre der er i forhold til situationerne, hvor den opstår.

Derved kan man bedre arbejde med angsten uanset hvilken en slags angst, der er tale om.

Det kan også være, at man får til opgave at registrere sin egen positive adfærd, som hjælper og støtter en med at nå sit mål. Dette kaldes ofte at skrive positiv dagbog. I den positive dagbog registrer man positive oplevelser i forhold til det område og mål man arbejder hen imod. Det kan være, at man skal lære at rose og anerkende sig selv.

Registrering af adfærd kan således i praksis ske på forskellige måder, og den registrering er et meget vigtigt og stærkt redskab i et coaching forløb.

Tankeomstrukturering
Tankeomstrukturering er endnu et vigtigt redskab i vores værktøjskasse, og det er en af grundstenene indenfor den kognitive tilgang. Det handler om, at gå fra negative automatiske tanker til mere hensigtsmæssige og positive tanker. Vi arbejder sammen om, hvilke tanker der kunne være mere hensigtsmæssige for dig. En del af hjemmearbejdet kan være, at anvende diss

e nye positive tanker i situationer, hvor dine automatiske negative tanker bliver aktiveret. Det kan være en god idé at skrive dem ned, så du har dem klar, når de er relevante at anvende.

Adfærdseksperimenter
Adfærdseksperimenter er, når man skal afprøve nogle situationer, fordi det kan bringe dig tættere på dit mål. Der skal være noget på spil i de adfærdseksperimenter, du skal udføre. Under vores samtaler forbereder vi adfærdseksperimenterne sammen, så du er så godt forberedt som muligt inden du går i gang. Har du eksempelvis en fobi for elevatorer, kan dit overordnede mål være, at du skal kunne tage en tur i en lille trang elevator uden at opleve angst. Et skridt på vejen mod turen i elevatoren, og en del af et adfærdseksperiment kan være, at du kigger ind i en elevator, - og måske tager et skridt ind og ud igen uden at tage elevatoren for alvor.

Hjemmearbejde
Samtalerne i et coaching forløb er begyndelsen, og første skridt i en positiv udvikling. Mellem samtalerne ligger dit hjemmearbejde. Det er i hjemmearbejdet, du skal prøve noget nyt af, gøre noget på en ny måde, bruge tankeomstruktureringerne, udføre adfærdseksperimenter og se, hvordan det fungerer.

Under vores samtaler aftaler vi helt konkret dit hjemmearbejde, som du har lyst til at gå hjem og udføre. Vi forbereder hjemmearbejdet sammen, så godt vi kan. Vi følger op og taler om, hvordan det er gået ved næste session.

Dette indlæg er en kort introduktion til den kognitive tilgang. Hvis du vil læse mere kan jeg anbefale bogen ”Kognitiv coaching” af Henriette Oestrich. Det er en forholdsvis let tilgængelig bog. Nogle af elementerne som den behandler, vil du dog allerede kende til via dette eller andre indlæg på bloggen.
Du kan også læse mere om et konkret kognitivt coaching forløb på min hjemmeside www.getbetternow.dk

Eva-Andrea V. Erichsen, Psykolog hos GetBetterNow

www.getbetternow.dk

Tlf: 2714 9437